Min tilgang til psykologisk behandling baserer sig primært på metakognitiv terapi (MCT). Når det er hensigtsmæssigt, benytter jeg mig af tredje bølge kognitiv terapi i bredere forstand, herunder Acceptance and Commitment Therapy (ACT), eksistentiel terapi, emotionsfokuseret terapi (EFT), sorgterapi (herunder tosporsmodellen), en bio-psyko-social forståelsesramme ift. bl.a. genoptræning samt ericksoniansk hypnoterapi.
Metakognitiv terapi MCT er en evidensbaseret psykologisk behandlingsmetode, hvor klienten lærer at kunne lade sine tanker være og dermed undgå bekymring og ruminering. MCT adskiller sig fra traditionel kognitiv adfærdsterapi (KAT eller CBT på engelsk) ved ikke at intervenere på tankeindhold, men på de metakognitive overbevisninger, der er styrende for klientens strategier og tankeprocesser.
Tredje bølge kognitiv terapi har det til fælles med østens mindfulness-traditioner, at de lægger vægt på at træne opmærksomheden til at være mere bevidst nærværende og slippe tankemylderet; for det er netop tankemylderet, der forhindrer os i at være til stede og mærke os selv, andre og verden på en måde, der mindsker vores lidelse. I metakognitiv terapi øver man sig i at stoppe med at bekymre sig (ruminere) fordi de “endeløse” bekymringer er med til at skabe den enkeltes lidelse.
Den eksistentielle tilgang karakteriseres bl.a. ved at have blik for den mening der opstår i spændingsfeltet mellem friheden til selv at kunne vælge og de forudsætninger, der er givet den enkelte og som der derfor ikke kan ændres på.