Jeg tilpasser altid behandlingen til den enkelte klient. Den foregår i det terapeutiske rum; et trygt sted, hvor klienten kan tale om det som ellers er vanskeligt at tale om i andre situationer og som denne derfor har vanskeligt ved at bearbejde og integrere. Det, der tales om, varierer, i sagens natur, fra den ene klient til den anden og efterhånden som behandlingsforløbet skrider frem. Eksempler på det, der kan inddrages er:
- Klientens livshistorie og livsverden. Det er gennem samtalen, vi lærer os selv at kende. At udforske klientens livsverden betyder ofte, at klienten ser sig selv og sin historie i et nyt lys. Det kan f.eks. åbne øjnene for positive undtagelser og derfor gøre det nemmere at finde en vej ud af den historie, klienten sidder fast i og ind i en selvvalgt historie, der er mere hensigtsmæssig.
- Psykoedukation dvs. klientundervisning i psykologisk viden som er tilpasset det terapeutiske arbejde. I den kognitive tradition er formidling og transparens om hvad der foregår i det terapeutiske rum en vigtig del af behandlingen. Terapien lægger op til et samarbejde mellem klient og psykolog, hvor den tydelige rollefordeling er med til at skabe tillid og struktur. Psykoedukation tager ofte form af formidling af viden, modeller eller skemaer, der kan arbejdes med. Andre gange som mere fortællende billeder, der illustrerer noget vigtigt ved det igangværende psykologiske arbejde.
- Drømme eller andet billedmateriale kan have stor værdi for den følelsesmæssige bearbejdning og integration af det klienten går og tumler med. Det er meget forskelligt i hvilket omfang det passer klienter at inddrage materiale, der ikke er verbalt, men når det gøres, har det ofte en stor effekt.
- Skriftligt arbejde som f.eks. dagbogsnotater og skemaer, kan hjælpe til med at strukturere og tydeliggøre de terapeutiske arbejdsprocesser, så klienten over tid bliver bedre til at arbejde på egen hånd. Der er stor forskel på hvor meget det passer de enkelte klienter at arbejde skriftligt, men for de, der gør, har det ofte en positiv og strukturerende effekt.
- In vivo betyder i livet dvs. klientens eget liv. Arbejdet i det terapeutiske rum er kun en del af den psykologiske behandling. Resten foregår i livet, hvad enten det er yderligere refleksioner eller i form af hjemmeleg eller hjemmearbejde, træning eller øvelser, samtaler med andre eller at vove det, man endnu ikke har vovet, ofte i små skridt, et trin ad gangen.
Ovenfor liste er naturligvis ikke udtømmende, men kan give et indblik i nogle af de arbejdsmetoder jeg benytter mig af i min kliniske praksis. Psykologisk behandling, herunder psykoterapi, er et område, hvor der produceres meget viden og som ofte er i bevægelse. Som universitetsuddannet fagperson er det naturligt for mig løbende at lære af andre og selv bidrage til forskning og formidling. Læs f.eks. om mine foredrag og min deltagelse i forskningsprojekt på Københavns Universitet.